Til 2024 Menu
Livet I Den Nye Pagt 20
af Rick Joyner
Dem som følger Kristus, lever det største eventyr, vi kan leve på denne jord. De, der følger en religion, lever måske det mest kedelige liv.
Hvis vi er så kede af det kristne liv, at vi giver det så lidt af vores tid og opmærksomhed som muligt, er vi på den forkerte vej. Dem på den rigtige vej er så betaget af deres vandring med Herren, at det er svært at tænke meget på andet. Vi er nødt til at gøre alt, hvad vi gør – selv de værste, mest uinspirerende jobs – som tilbedelse af Herren. Så vil selv det værste slid blive herligt og vidunderligt.
Vores Gud er det mest interessante væsen, der er eller nogensinde vil være. Enhver sand åbenbaring af ham, er mere værd end nogen jordisk skat, er den mest dybtgående, fængslende og inspirerende oplevelse, vi kan have. Han laver lige nu de mest interessante gerninger, og vi er blevet kaldet til at være en del af dem. Hvad kunne vi overhovedet have at gøre, der er vigtigere end dette? Dette er livets vej, som vi er kaldet til.
Livets flod er den reneste, mest spændende, opbyggelige, ærefrygtindgydende og fascinerende vej på jorden. Hvis vores kristne liv på en eller anden måde er blevet trist, kedeligt og uden ærefrygt og undren, så har vi på en eller anden måde forladt livets vej. Som CS Lewis skrev: "Vi ønsker alle fremskridt, men hvis du er på den forkerte vej, betyder fremskridt at gøre en vending og gå tilbage til den rigtige vej; hvad angår det menneske, der vender tilbage snarest, er den mest fremskridtsvenlige."
Religion er måske den farligste fælde, der er sat for kristne, og den melder sig normalt umiddelbart efter, at vi forpligter os til at følge Herren. Denne fælde kommer i mange former; alle er forførende. Denne fælde vil appellere til og fodre de ting, der puster ego og stolthed op. Dens måske mest forførende lokkemad er den ære, respekt og anerkendelse, som den vil give os fra mennesker. Af denne grund skrev apostlen Paulus: "Hvis jeg stadig søgte at behage mennesker, ville jeg ikke være Kristi træl" (Galaterne 1:10).
Har du nogensinde overvejet, at de ting, vi gør for at opnå ære, diskvalificerer os fra at være Guds tjenere?
Hvor vidunderlig livets vej end er, er det også den sværeste vej, vi kan følge. Som Herren selv advarede os, hvis vi virkelig følger ham, vil de, der ikke følger ham, hade og forfølge os. De fleste af dem, der gør dette, vil være på religionens vej. Er det ikke en bemærkelsesværdig ting, at Herren tilsyneladende havde uendelig nåde og barmhjertighed for syndere, men ikke havde nogen for de mest religiøse i sin tid?
Ligesom Jesus ikke havde noget problem med at afvise dæmoner, var hans værste fjender de religiøse på hans tid – farisæerne og saddukæerne. Farisæerne var de mest konservative, religiøse, fundamentalister på sin tid, og de var de dødeligste fjender af Gud og hans sandhed.
Jeg er konservativ og fundamentalist. Jeg indser meget godt, at hvis jeg vender mig fra at følge Kristus for at følge religion, er jeg i frygtelig fare og kan ende med at angribe og forfølge Herren selv ved at angribe Guds næste skridt. Dette sker for mange nær slutningen af et meget frugtbart liv i Kristus. Måske begynder alderens fysiske svaghed og smerter at slide os ned, og vi kan begynde at søge trøst og velsignelser mere, end vi søger ham. Uanset roden er det en meget dødbringende fjende.
Apostlen Paulus er måske mest værdsat som en, der løb godt og sluttede godt af. Han var blevet slået, stenet og forfulgt af mænd så meget, at vi ved slutningen af hans liv kun kan undre os over, hvor dårligt han så ud. Han indrømmede over for galaterne, at han vidste, at hans kød var en prøvelse for dem, så det må have været en prøvelse for enhver, der så ham. Men galaterne bestod denne prøve: "I modtog mig som en Guds engel" (Galaterne 4:14).
Søger vi at blive modtaget på grund af vores gode udseende, vores religiøse oplevelser eller vores gode gerninger over for mennesker? Eller stoler vi på, at Helligåndens salvelse rører folks hjerter med Kristi lidelser og opstandelse?
Til 21
OP